p00nhandlers, mTw, wikipediots, SoA og KanyleBanden – lyder det bekendt? En (gammel) bandit har sagt ja til at svare på lidt spørgsmål, og igen er valget faldet på en tidligere SoA spiller. Endda én der har været i SoA á tre omgange. Er jeg ved at udvikle en lille fetisch? Hm.
Fra en tid hvor Dragonlores, Blue Gems og Titan stickers ikke var en del af hverdagen, huserede den ambitiøse og vellidte Timm ”ArcadioN” Clemmensen (tidl. Henriksen) på den danske (og internationale) scene, med stor succes. Timm er i dag blevet 34 år gammel, arbejder som pædagog og har en dejlig familie som bruger dagligdagen i, og omkring, hovedstadsområdet.
Se Timms tidligere hold nederst i artiklen, med links til (gamle event-) billeder af den brandvarme fyr, og et youtube klip eller to.
– Timm, din maskine – vil du ikke kort introducere dig selv, for dem som ikke kender dig?
Jo tak, jo tak! Navnet er Timm Dahlin Clemmensen (tidl. Henriksen). Jeg er 34 år og bor i Rødovre med min skønne kone og 2 piger. Jeg var aktiv som CS-spiller fra 2003-2012 (med et par pauser undervejs) under nicket ’ArcadioN’, hvor jeg repræsenterede en masse danske tophold. I dag er jeg pædagog på en skole, og ikke længere en del scenen, selvom jeg dog stadig følger med – primært på hltv.org.
– Du arbejder til daglig som pædagog, en branche hvor man typisk arbejder med trivsel, læring og især udvikling – havde din karriere som IGL i CS, noget at gøre med dit valg af uddannelse?
Jeg ved ikke om man kan tilskrive min funktion som IGL så meget. At være/ende som IGL handler i høj grad om personlighed, synes jeg. For nogle føles naturligt at organisere, tage ansvar og skabe retning, og den type af personer vil være mere tilbøjelige til at ende som IGL, hvilket også var tilfældet for mig. Til gengæld har min karriere givet mig en forståelse for, hvor meget fritidspædagogikken kan bidrage med, og hvor meget læring og udvikling der kan opstå, når en gruppe arbejder sammen om noget, som de alle brænder for og er optaget af.
Samtidig har jeg tilegnet mig en masse kompetencer, som jeg bruger i mit arbejde, både i form af målstyrede og strukturerede aktiviteter for børn og unge, men også i svære samtaler eller konfliktmægling, som der var mange af i en lang karriere.
– Du har en tvillingebror, Jack (IGN: wazorN), som ligeledes spillede på højeste niveau i 1.6, og endda ofte på samme hold som dig – Jeg husker historier om at der til tider var lidt clashes imellem jer, hvordan var det at spille med din tvilling, på højt niveau?
Du husker helt rigtigt! Det er klart, at ligesom med så mange andre ting her i livet, så var der både fordele og ulemper ved det. Jeg havde personligt, og det er jo nok meget naturligt, altid højere forventninger til ham, end jeg havde til andre. Det kan være svært at efterleve, og så bliver der selvfølgelig flere situationer, hvor bølgerne går højt. Samtidig kender man hinanden så indgående, at man jo godt ved, hvordan man får den andens pis i kog. 😀
Men generelt set, så har det jo været fantastisk at have en person så tæt på sig, som man kunne støtte sig til, blive presset af og udvikle sig sammen med. Han var faktisk mere talentfuld end mig selv, da vi var helt unge, og det fik mig jo til at investere endnu mere energi i det. Havde det ikke været for ham, så var jeg nok aldrig blevet så god.
– Har der været tidspunkter hvor du blev nødt til at tage en pause, eller endda overvejede at stoppe helt?
Jeg har haft to længerevarende pauser i min karriere. Den første var i sommeren 2004, hvor elevate og jeg forlod Boomtown.cph. Vores plan var at lave et nyt Boomtown-hold med zone, calcer og spx, men det løb ud i sandet. Jeg ejede ikke min egen computer (havde jeg på daværende tidspunkt aldrig gjort), og mødte kort tid efter min første seriøse kæreste på gymnasiet, og interesseren var derfor væk i en tid. Jeg begyndte først at spille seriøst igen halvandet år senere, da jeg droppede ud.
Min anden pause var helt ufrivillig i slutningen af 2008. Vi havde været inde i en rigtig god periode med holdet XLBET.ATS, hvor vi blandt andet havde slået mTw på dansk jord til SLAP LIVE #16, præsteret fint til et event i Dubai og ryddet bordet i onlinedelen af Extreme Masters #3 og dermed kvalificeret os til LAN-finalerne i et af årets største events. Kort efter at vi vendte retur fra Dubai døde min mor.
Jeg fik en besked fra mit studium om, at jeg ikke ville få lov at gennemføre, hvis jeg havde mere fravær resten af skoleåret (der var ikke den store respekt for eSport dengang). Holdet tog afsted til IEM #3 uden mig og kort tid efter gik holdet hvert til sit. Vi samlede dog kernen igen efter sommerferien 2009 – og siden da spillede jeg frem til mit stop i 2012.
– Med en masse fokus på SoA organisationen i disse dage, må jeg spørge: Du har været i SoA á 3 omgange, var der en speciel grund til lige netop SoA?
Jeg har altid været beæret over, at jeg fik lov til at repræsentere så stor en organisation. Jeg havde en god relation til Sui, som på det tidspunkt stod for projektet.
Jeg respekterede ham, og jeg tror at han respekterede det arbejde, som jeg udførte for organisationen. Jeg ville selvfølgelig ønske, at det bare have været én lang succeshistorie, og at vi havde vundet langt mere. Nogle af projekterne var egentlig ret vellykkede mens andre helt sikkert underpræsterede. Forventningerne var dog urimeligt høje fra omverdenen. Der har altid været en lidt romantisk og nærmest patriotisk tilgang til SoA, og det var stort set umuligt at leve op til.
Jeg synes dog, at jeg med god samvittighed kan sige, at jeg præsterede fint individuelt, hvilket jo også afspejler sig i min forholdsvist lange tilknytning til tagget.
– .. Hvilket af de tre ophold, var det bedste, og hvorfor?
Mit midterste ophold i SoA var nok det bedste. Det var en urolig tid, med mange spillerudskiftninger og svingende resultater (B-turneringen til Wonderbase fx), men også en tid hvor jeg oplevede og lærte en masse, både som spiller og person. Jeg husker en masse fede og sjove bootcamps i Twaizzs lokaler på Vesterbrogade og har mange gode minder fra den tid.
Der var også en reception i Steelseries’ nye flotte villa i Valby, hvor jeg drak mig helt ned, fordi jeg prøvede at følge den kære Nicopops, som vel vejer en 30-40 kg mere end mig. Det endte med et solidt blackout omkring kl. 20 og resten af aftenen havde jeg ellers rendt rundt og været helt væk. Toppen var ifølge de andre, da jeg havde lavet helikopteren foran to af de yngre kvindelige medarbejdere.
Bonusinfo: Da jeg kom til mig selv om morgenen havde en kvinde åbenbart fundet min opførsel charmerende nok, til at tage mig med hjem. Jeg skyndte mig at pakke fodboldtasken og undskyldte pænt, inden jeg tog hjem til min mor og sov videre. 😀
Resultatmæssigt blev det aldrig noget specielt, men største oplevelse var dog alligevel IEM Season II World Championship, hvor vi gik videre fra en svær gruppe, med mousesports, ROCCAT, fnatic og mibr. Gruppen var så tæt, at vi måtte ud i en omkamp mod fnatic, som vi heldigvis vandt. I vores jubel over sejren kom vi til at vælte bordet, så alle skærmene var ved at ryge ned på gulvet.
Vi tabte desværre den næste kamp og sluttede 5.-6. En rigtig glad og ung trace, fik vist nok fejret det med en lapdance eller to på de tyske stripklubber. Det var sgu gode tider.
– Hvis du ejede en båd, hvad ville den så hedde?
’Susan’ efter min mor.
– Hvad er dit værste minde som spiller?
WCG 2010 var en kæmpe skuffelse. Vi havde slået mTw i kvalifikationen med Full-Gaming og endte med at ryge ud i gruppespillet, fordi vi tabte til et makedonsk hold. Heldigvis var turneringen i Los Angeles, og vi fik en god tur ud af det, men nøj hvor var vi skuffede. Vi kom heldigvis flot igen til de efterfølgende turneringer, DSRack og KGC.
En anden ting der står tydeligt for mig, er IEM #5 Europen Finals. Vi havde virkelig givet den en skalle i forberedelserne op til og var det klart bedste hold gennem hele turneringen. Vi var kun 1 runde fra at vinde trofæet, da Delpan fra fnatic lavede et vanvittigt clutch, og de endte til sidst med at vinde kampen. Det var en kæmpe skuffelse, og vi kom aldrig rigtig helt tæt på at vinde et stort trofæ igen.
Af mere personlige situationer, så husker jeg en episode med trace, fra da vi var i Dubai. Jeg kan faktisk ikke huske hvad der præcist skete, men vores leg i poolen endte med, at vi prøvede at smådrukne hinanden lidt. Vi blev heldigvis hurtigt gode venner igen <3
– Hvad er dit bedste minde som spiller?
Jeg har heldigvis rigtig mange gode minder. Et af dem som alligevel står mig mest nær, er vores sejr ved DSRack med Full-Gaming, hvor vi, efter vores forfærdelige resultat ved WCG, tog en overraskende sejr efter at have slået mTw og fnatic i semifinalen og finalen. Det specielle ved netop den sejr var, at det var første gang det lykkedes mig at vinde en større turnering med et hold, hvor min bror også var med, og det var vildt at se den forløsning det især var for ham.
Men ellers vil jeg altid værdsætte alle de fede ture jeg har været af sted på, og de venskaber som jeg fik skabt undervejs.
– Du har spillet for mange kendte organisationer, spillet med mange enormt dygtige spillere – hvis du skulle vælge 4 tidligere medspillere til dit ”dreamteam”, hvem ville det så være og hvorfor?
Puha, det er godt nok svært, for der er godt nok mange, som jeg godt kunne tænke mig at nævne.
Hvis det skulle være et dediceret dreamteam, der udelukkende handler om, hvilket hold der ville præstere bedst, så ville det være:
– Trace. Martin var den bedste individuelle spiller, som jeg har spillet med. Ham kan man ikke komme uden om.
– karrigan. Finn udviklede sig til at blive en af verdens bedste spillere, i mine øjne. Han var en fantastisk aggressiv spiller, som præsterede på et vanvittig højt niveau i slutningen af Full-Gaming-tiden og resten af hans 1.6-karriere.
– zonic. Danny var den bedste allround-spiller gennem tiden i Danmark. I slutningen af mTw-tiden var han ikke lige så dominerende individuelt som tidligere, men han var stadig enormt vigtig. Han bidrog med meget, både i det taktiske, men i høj grad også med hans personlighed.
– Friis. Michael skulle være med på holdet, fordi at han var den bedste rendyrkede awp-spiller, som jeg har spillet sammen med. Jeg vil gerne tilskrive ham og Finn en stor del af æren for, at vi var succesfulde i Full-Gaming, for de var virkelig gode i den periode.
Jeg tror at det hold, ville kunne have vundet rigtig mange titler, dengang vi alle var sultne og på toppen.
– En spiller, manager eller anden esports-personlighed du altid har haft det svært med?
Jeg har aldrig været typen, som gik rundt og bar nag i en længere periode, og derfor findes der heller ikke nogen, som jeg generelt har haft det svært med. Ofte handler det jo om, at man måske ikke har lært personen at kende endnu.
Jeg synes eksempelvis at calcer var noget af det mest arrogante, da jeg i sin tid kom frem på scenen, men da jeg lærte ham bedre at kende, blev han en god ven, og sådan har det været med mange andre efterfølgende.
Jeg vil dog indrømme, at jeg mistede en stor del af min respekt for Henrik (Lizzard), da jeg fandt ud af at han havde holdt hånden over mTw og Guddo, i den famøse sag, hvor whimp havde fakenicket i en kamp mod chemistry. Det var i øvrigt kun fordi at Martin (Guddo) sad og gjorde grin med chemistry på #toppenafpoppen, hvilket var så dårlig stil, at jeg brugte en aften på at lave det blogindlæg, men det triggerede sgu min retfærdighedssans. Den sag har whimp, ave og jeg siddet og grint lidt af på en tur med landsholdet efterfølgende. Det stak jo helt af, haha.
– I slutningen af 2009 henter legendariske mTw dig ind som standin, små 10 måneder senere, bliver du permanent en del af holdet, som på det tidspunkt husede ave, zonic, trace og minet – udefra virkede det som et perfekt match, men det blev aldrig helt som håbet – kan du sætte ord på det hele?
Det startede egentlig helt okay. Første turnering var Dreamhack Winter, hvor finalerne i ESL Pro Series: Nordic Season 3 også blev afholdt. Vi vandt ESL-turneringen sikkert og tabte Dreamhack finalen til et stærkt NaVi-hold. Vores næste turnering var så IEM EU, hvor vi som nævnt tidligere skuffende tabte til fnatic. Efter den finale, der mistede vi ligesom den der gnist og motivation der kræves, hvis man gerne vil vinde trofæer. Det var der flere årsager til, men den primære var, at mTw kæmpede med økonomien, og at vi ikke fik vores løn udbetalt.
Både ave, zonic og jeg var samtidig i gang med uddannelse og i seriøse forhold, og når man samtidig kunne mærke at sponsorstøtten til 1.6 langsomt forsvandt, så vidste vi egentlig godt, at det nok sang på sidste vers. Hele holdet var ret enige om at drosle ned. Vi praccede omkring 9-12 timer om ugen, og lå omkring de 30-40 timer i cs i alt, hvilket jo ikke er meget for et tophold. At vi så alligevel formåede at være det næstbedste hold i verden og fast inventar i top 4 siger meget om, hvor godt et hold vi egentlig var.
Jeg blev i øvrigt, med rette, kritiseret meget for mit individuelle niveau i 2011. Efter IEM European Finals begyndte jeg at eksperimentere med både acceleration og højere sens, og det gjorde absolut intet godt for mit spil. Det var egentlig fjollet, for jeg havde haft et virkelig godt individuelt niveau i det sidste halvår af 2010, og jeg fandt aldrig rigtig tilbage til det niveau igen. Sgu egentlig sindssygt åndssvagt, når jeg ser tilbage på det.
– Fortryder du noget som spiller og/ eller IGL?
Da jeg i 2006 spillede i Team Fightclub med wazorN, Gfx, zitic og b1ng0 fik jeg et tilbud fra NoA, der var på udkig efter en ny IGL. Jeg valgte at takke nej, da jeg havde det rigtig godt sammen med dem, som jeg spillede med. Jeg vidste jo egentlig inderst inde nok godt, at vi aldrig ville blive helt lige så gode, men jeg var nok lidt ung og naiv, og drømte at vi kunne blive det.
Karrieremæssigt var det uden tvivl den dårligste beslutning, som jeg har taget, selvom at man selvfølgelig ikke ved, hvordan tingene var forløbet. De endte i øvrigt med at hente Alex (ave) ind i stedet, hvilket jo viste sig at være et fantastisk match, da de havde nogle meget succesfulde år efterfølgende.
En anden sjov historie er, den gang vi endte med at kicke Martin (trace), fordi han havde løjet om, at hans internet var nede. Vi skulle forsvare vores titel i ’King of the Hill’, hvilket altid blev spillet om fredagen, og Martin kom aldrig online og var ikke rigtig til at få fat på. Vi ringede så til hans far, som fortalte at han var taget til fest. Vi blev så frustrerede, at vi endte med at smide ham af holdet. Den dag i dag, ville jeg jo synes at det var helt åndssvagt.
I dag ville jeg have en forståelse for hans behov for at tage ud og have det sjovt og så tage en snak om det. Det er jo bare et eksempel, blandt mange, på, at vi generelt var en masse unge mennesker, som nogle gange kunne have haft gavn af, at have nogle ældre, erfarne og mere modne personer omkring os til at guide os. Derfor synes jeg også det er fantastisk at se udviklingen på scenen, hvor det i dag er normalt, at rutinerede og kompetente voksne i form af coaches, undervisere og lign. vejleder og støtter de unge spillere.
– Den bedste historie fra LAN, du kan huske?
Ved SLAP LIVE #14 skuffede vi med SoA-holdet, da vi tabte til et svensk mixhold og sluttede på en 5.-6.-plads. Stemningen var ret trykket og det endte faktisk også med spillerudskiftninger efterfølgende. Det var om lørdagen og naturligt nok, så røg man derfor også en tur i baren og fik nogle fadøl. Lidt tilfældigt fandt jeg så ud af, at det var en 1v1-turnering, som jeg blev tilmeldt. Jeg hyggede bare, og var egentlig ret fuld, men fik alligevel spillet mig i finalen.
I finalen stiftede jeg for første gang bekendtskab med et af de største talenter, som jeg har spillet med. Det var en fuldstændig ukendt coloN, som jeg, på trods af en pæn promille, heldigvis alligevel slog. Præmien var en gamerbærbar til 14.000, hvilket var langt mere end den femtedel, som jeg kunne have vundet med en 1.-plads i hovedturneringen.
Ved mange af de danske LANs var der også tradition for, at der blev spillet poker, når folk efterhånden var røget ud af turneringerne. Der var især et LAN, hvor der virkelig kom mange penge på bordet, og BERRY, som vist nok ikke havde spillet så meget poker, havde haft meget held og sprøjten og sad med omkring 10.000 ved bordet. Han var godt fuld og endte med at tabe det hele i en kæmpe hånd – vist nok til KK. Nøj hvor var han skuffet bagefter!
Sidste sjove historie var fra mTw-tiden, hvor vi var til en turnering i Tyskland. Vi boede på et virkelig slidt hostel, hvor de eneste andre gæster var polske håndværkere, der kæderøg helt sindssygt, mens de var på lokum. En morgen efter morgenmaden spurgte minet og jeg hostellets bestyrer, som var en kvinde på ca. 60 år, om vi måtte få nogle håndklæder.
Hun hentede pænt nogle til os, og da hun kom tilbage, spurgte hun mig på gebrokkent engelsk: ’Can I wash you?’. Jeg blev lidt forvirret, og tænkte at hun nok var dårlig til engelsk, og svarede derfor: ’No thx. I have soap’. Så kiggede hun insisterende på mig, og sagde: ’No no. Can I wash you’. Det blev til et pænt ’No no, I wash alone’. Haha. Det var sku lidt syret og noget vi grinte en del af efterfølgende.
– Hvad er det mest ubrugelige talent du har?
Jeg kan åbne en BH med én hånd. Det har været nyttigt engang, men når man nu har været gift i nogle år, så… er det sku ikke så interessant mere. Haha.
– Der tales ofte om manglen på IGLs på både sub-top og topniveau – har det altid været sådan? Og har du et godt råd til aspirerende unge IGL-talenter?
Mit indtryk har altid været, at Danmark som nation altid har været ret godt med, når det kom til IGLs. Bare se på den nuværende verdenselite, hvor både glaive, karrigan, cadian og blameF gør et fantastisk flot stykke arbejde. Mit bedste råd til aspirerende IGL-talenter er, at de skal tro på deres egne evner, turde at tage styring og kontrol og omgive sig med personer, der også har tiltro til dem og de valg de træffer. Man skal på mange måder være en rollemodel og gå forrest, både i forhold til ens evner og viden i spillet, men også i forhold til ens adfærd og engagement – ellers vil man opleve at få modstand på ens idéer og beslutninger fra holdkammeraterne.
Efterhånden, når man har fået mere erfaring og mere know-how, så er næste skridt, at man lærer at kunne justere og improvisere, med henblik på at få det maksimale ud af sine medspillere, så man kan præstere helt optimalt som hold.
Det kræver tid og hårdt arbejde, og man skal helt sikkert være en af de mest dedikerede spillere, hvis man har ambitioner om at være IGL.
En sidste ting er, at man også skal være villig til at gå på kompromis med sin individuelle performance. Uanset om man vil det eller ej, så vil det altid påvirke ens eget spil en smule, hvis man skal tage styring midround som IGL. Det gælder især på T-siden, da det oftere kræver nogle justeringer undervejs i runden, og hver gang man skal kommunikere, så mister man en lille smule fokus.
Historien viser også tydeligt, at mange spilleres individuelle stats bliver værre, når de påtager sig rollen som IGL, og samtidig bliver folk ofte også bedre igen individuelt, hvis de fralægger sig rollen. – Så sandsynligheden for en plads på HLTVs top 20 eller en MVP bliver selvfølgelig mindre – bare se på gla1ve, som i mine øjne har haft fortjent begge dele i 2020.
– Hvordan udviklede du dig som IGL gennem årerne?
Min karriere startede jo lidt sjovt. Jack (wazorN) og jeg spillede udelukkende på computercaféer, da vi ikke havde vores egne computere. En dag vandt vi en 2on2-turnering på Boomtown, hvor en masse af Danmarks topspillere var med. Efterfølgende spurgte en medarbejder, om vi ikke havde lyst til at lave et hold til dem, og som belønning fik så lov til at spille gratis derinde. Det ville vi selvfølgelig gerne, og derfor startede vi et hold op med nogle andre gutter, som ofte kom på caféen. Der var ingen af os, som havde nogen som helst erfaring med at spille 5v5 og vi var decideret elendige.
Vi spillede sammen på caféen, og når de andre tog hjem om aftenen, så blev jeg siddende og så demoer igennem hele natten, hvor jeg noterede fejl og lavede rettelser. Det krævede en helt vanvittig grad af struktur og minimalstyring, men det lykkedes os faktisk at blive et top 10 hold I Danmark på omkring 3 måneder. Konsekvensen blev, at jeg i en lang periode havde en meget striks tilgang til at være IGL. Ting skulle gøres på en bestemt måde og gerne efter mit hoved, for det var nødvendigt.
Da jeg så begyndte at spille med bedre spillere, eks. SoA i 2006 (Bloddy, mJe, zone og FaagaN), der blev det faktisk problematisk, fordi jeg ikke kunne give slip på kontrollen, selvom at det ikke længere var nødvendigt.
Efterhånden som jeg blev ældre og mere erfaren, så blev jeg meget mere balanceret i min ledelsesstil. Da jeg i 2010 joinede mTw havde jeg fuldkommen tiltro på, at mine medspillere havde styr på deres roller og de beslutninger de tog undervejs i runderne. Da jeg efterfølgende spillede med turkizh og colon var jeg langt bedre til at håndtere deres uortodokse spillestile end jeg ville have været tidligere, og jeg var meget bedre til både at se potentiale og muligheder i det.
På den måde tror jeg også, at med tiden blev en meget mere afslappet og ’likeable’ IGL, hvor jeg tidligere i min karriere nok har virket ret striks for nogle.
– En sidste kommentar, kærlighedserklæring eller et ukvemsord som du vil smide afsted?!
Jeg vil gerne bare bruge muligheden for, at sige tak til alle de mates, som jeg er stødt på gennem min tid på scenen. Det er en periode i mit liv, som jeg aldrig vil glemme, og jeg er taknemmelig for alle de gode oplevelser, som jeg har fået lov til at dele med jer. Tak!